Vi må først se på nogle fakta. I 1931 blev Arbejdstilsynets læger bekymrede for, om den støvende knusning af grønlandsk kryolitmalm, foretaget på Østerbro i København, kunne medføre silikose (stenlunger) hos danske arbejdere, grundet et vist indhold af kvarts i kryolitten. 30 ud af 78 arbejdere var blevet ’kryostive’ (ubevægelige). Røntgenbilleder af lungerne var mærkelige. En ny sygdom, skeletal fluorose, blev således opdaget og beskrevet. Først i en artikel af Gudjonsson og Møller i 1932 og senere grundigere af Roholm i hans disputats fra 1937.
Kryolit er et kemisk salt, Na3AlF6, der indeholder ret mange fluorid-ioner. Det kan opløses lidt i vand og påvirke mennesker og andre organismer: Fluorid optages bl.a. i tænder og knogler og kan ødelægge vævet. Hos de danske kryolit-arbejdere var skelettet langsomt blevet nedbrudt med invalidering til følge. Invalidepension, pleje og erstatning blev nødvendigt og kostede samfundet penge. I visse lande med naturligt højt fluorid-indhold i drikkevandet har man nu opdaget tilsvarende sygdomme og renser gerne vandet. Og tandlæger og tandpastafirmaer kender til sagen, og der bruges små mængder natriumfluorid til at beskytte tandemalje.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


